Tags

, ,

Christian de Fine LichtI dette forår er nogle hundrede unge mennesker blevet konfirmeret i Haderslev. Sådan har det været i mange år. Det er en smuk tradition og en række festlige gudstjenester, som har deres faste plads i kirkeårets rytme.
Men undertiden hører man en gammel historie genfortalt med bitter pointering: Der var en flagermus inde i kirken, som ingen kunne få jaget ud. Til sidst blev præsten tilkaldt, og efter et øjeblik var flagermusen væk! »Hvordan gjorde du det?« spurgte graveren. »Jeg konfirmerede den« svarede præsten, »så den ser vi ikke mere.« 
Meget er blevet forsøgt i årenes løb. Men det meste af, hvad der nævnes som mirakelmidler, virker ikke. Hverken rytmisk musik, diskotek eller røgelse. Ikke siden dengang, da søndagsgudstjenesten var det eneste sted, hvor unge mennesker mødte jævnaldrende af det modsatte køn, har de fyldt bænkene.
Det hænger sammen med, har forfatteren Søren Ulrik Thomsen bemærket, »at ungdommen kun for de allerfærreste er en periode, hvor det falder naturligt at være optaget af religiøse spørgsmål, hvad derimod mange børn er, og hvad nogen af os atter bliver som voksne. Men som ung er man jo nødvendigvis helt opslugt af at forstå sig selv og de andre, forelske sig og gå på eventyr i sexlivet, orientere sig i samfundet og erobre verden…«
Når det nu går sådan, er der så overhovedet anden mening i konfirmationen, end den smukke festlighed? Jo, i højeste grad dette, som konfirmanderne har lært og vi alle har brug for at få slået fast igen igen:
At Gud er så god imod mennesker, at vi ikke bare har fået lov til at leve i smukke omgivelser, jævnt hen i fred med hinanden, men at vi aldrig behøver at fortvivle over fejltagelser og fortrydelser, savn eller ensomhed.
For som faderen i lignelsen om den fortabte søn (læs den i bibelens: Lukas-evangeliet kapitel 15), så tager Gud imod os med åbne arme, når vi en skønne dag vender hjem. Uden bebrejdelser og med overstrømmende glæde – det har de lært om Gud, de mange konfirmander. Derfor skal vi hverken være bitre eller vildt bekymrede, men stole på, at Gud kendes ved os, når vi ikke mere vil være alene.
Sognepræst Christian de Fine Licht

Advertisements