Tags

, , ,

Sognepræst Kirsten MünsterPå lørdag fejrer vi Sankt Hans med at brænde bål af. Skikken med midsommeraften at tænde blus på alle høje fortaber sig til fortidens dunkle tåger.

Fra gammel tid er en masse overtro knytter til festen. Naturens hemmelighedsfulde kræfter var særligt virksomme ved midsommer. Ifølge folketroen rummede urter, luft og vand maksimal styrke på Skt. Hans aften. Derfor valfartede mange syge mennesker til en helligkilde, og den aften samlede kloge koner – hekse – deres urter til medicin og trolddomskunst.
Men det var også tid til romantik. De unge plukkede sankthansurter, som blev placeret parvis under hanebjælken for at give varsel om pigen og hendes udkårne. Voksede de to urter væk fra hinanden, så blev det aldrig “de to”. Voksede de parallelt, ville den ene svigte. Visnede en urt, betød det, at den ene ville dø. Men voksede urterne mod hinanden, ville de to få et langt og lykkeligt liv.
Og så er der bålet, hvor heksene sendes af sted til Bloksbjerg til fest med djævelen. Bålet skulle beskytte mod hekse og alle andre farlige kræfter, der er på spil i denne nat. For ild og lys har til alle tider været med til at jage mørke og dæmoner væk.
Navnet Sct. Hans har dagen fået efter den bibelske person Johannes Døberen. Han var slægtning til Jesus, og de var næsten jævnaldrende. Johannes var dog et halvt år ældre end Jesus. Nogen så et konkurrenceforhold mellem de to, men det afviser Johannes. Han siger om Jesus: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Derfor er det meget passende, at dagene efter Sct. Hans bliver kortere, mens dagene efter Jesu fødselsdag et halvt år senere bliver længere – som udtryk for de tos betydning.
Jeg håber vi får en god og lun Sct. Hans aften på lørdag. Ved bålet vil vi sende mørkets kræfter på flugt og glæde os over lyset. Både midsommerens lys. Og lyset fra Vorherre, som også gerne må blive større i vores liv.

Sognepræst Kirsten Münster

Reklamer