Tags

, , ,

Christian de Fine LichtHej med jer eller Herren være med jer

Sådan hilser præsten på de andre deltagere i gudstjenesten. Og så svarer menigheden med Og med din Ånd! eller Og Herren være med dig! Der er mange andre ting, der er blevet lavet om ved vores gudstjeneste og alligevel består denne ordveksling. Men sådan er der vist ingen, der siger, når de mødes i Nørregade eller kommer på besøg hos hinanden – det er gammelt sprog, der kun bruges i gudstjenesten!

Nogle mener, at alt den slags skal moderniseres og gudstjenesten begynde med, at præsten siger Hej med jer! eller Velkommen! – men en anden mulighed ville være, at lære at holde af de gamle ord. At forstå, hvorfor de bruges endnu og sikkert aldrig bliver lavet om. På latin hedder det Dominus vobiscum og kan næppe oversættes bedre – og sådan har man indledt kristne nadvergudstjenester siden omkring år 215.

Det er så tæt på de første kristne, vi kan komme – det er faktisk den ældste ordrette vejledning i at holde gudstjeneste, vi kender til. Forfatteren hedder Hippolyt og var romer, en af den kristne menigheds ledere. Siden har gudstjenesterne i den ortodokse kirke, romerkirken og vor protestantiske kirke alle bygget videre på denne salutation. Og hvorfor skulle det så være så vigtigt?

Jo, for tradition er et af kendetegnene på en gudstjeneste. Den skal også være relevant i nutiden og endelig skal den være sand. Alle disse tre kendetegn skal være i orden. Så det lykkes ikke, hvis alt hvad der sker i gudstjenesten er ubegribeligt – og slet ikke, hvis det virker utroværdigt. Men altså heller ikke, hvis alle gamle ord erstattes af moderne udtryk.

Ordene Herren være med jer! er blevet sagt i gudstjenester siden år 215 – når vi hører dem igen på søndag, så er vi med ét med i en mægtig tradition, der er med til at gøre vores fællesskab i kirken til gudstjeneste. Og så er det pludselig den samtale mellem Gud og mennesker, som vi er med i og tror på skal hjælpe os videre i vores liv.

Sognepræst Christian de Fine Licht.

Advertisements