Tags

, ,

Henning WehnerMon det er en ros, hvis mennesker siger om en: Man kan slet ikke mærke, han er kristen? Eller man kan spørge på en anden måde: Skal man kunne se tro?
I mange år har vi i Folkekirken lagt vægt på, at vi ikke kunne bane os vej til Gud ved egen fromhed. Vi tjener ikke en masse point hos Gud ved ydre handlinger som foldede hænder, lystænding, bordbøn, korstegnelser og lignende religiøse handlinger. Nej, vi kan alene holde fast ved Guds ord, gå i kirke søndag formiddag og ellers leve som alle andre ansvarlige mennesker – alt andet er forsøg på gøre sig bedre, end man virkelig er.
I dag spørger flere og flere, om man da ikke kan give troen lidt mere krop. Kan man ikke få praktisk hjælp til at fastholde sin tro i form af noget håndgribeligt – er der ikke noget, det hedder en religiøs praksis? Eller er det alene forbeholdt katolikker med rosenkrans, vievand, knælen, tidebønner og lignende?
Hvis kirken fortsætter med at afvise sådanne søgende mennesker, så svigter den. Vi behøver ikke styrte over i den modsatte grøft i en beton-luthersk afvisning af enhver religiøs praksis.
Luther selv anbefalede faktisk, at man hver morgen slog kors for sig og bad Fadervor, inden man gik i gang med dagens dont: »Om morgenen, når du står op af sengen, skal du slå korsets tegn og sige: Gud Fader, Søn og Helligånd råde! Amen.«
Dette viser i al sin enkelhed, at troen også for Luther selv måtte have krop – den måtte finde udtryk. Vi kan også i dag slå korsets tegn – eller vi kan folde vore hænder i en stille stund – eller vi kan samles om et lys i kirken for at lade et centralt citat fra Bibelen fæstne sig og præge sindet. Eller vi kan finde helt nye måder at styrke troen på. Vi gør det ikke for at samle point, nej vi gør det for at fastholde for os selv, at troen er noget afgørende vigtigt i vores liv – noget som ikke kan undgå at blive synligt – for os selv og for andre.
Sognepræst Henning Wehner

Advertisements