Tags

, , ,

Sognepræst Kirsten Münster”Jeg holder af hverdagen”. Sådan digter Dan Turèll om alle de små rutiner i det daglige med indkøbssedlen, opvasken, barbermaskinen. Nu er vi tilbage i hverdagen. Sommerens oplevelser og afslapning har gjort godt, men nu kalder arbejdet og rutinerne. Vækkeuret ringer. Morgenens gader er fulde af børn med rygsække og cyklister på vej til skole og arbejde. De faste gøremål skal passes for store og små.

Holder du af hverdagen? Eller hader du den? Det er svært at finde den rette balance i hverdagens rutiner. Nogen har for lidt at rive i og trænger til mere fællesskab med andre. Nogen har stressende travlt og trænger til mere ro. Hverdagen med dens rutiner kan opleves som om vi er mus, der uafbrudt bare løber og løber rundt i deres hjul. En trummerum uden pusterum, uden afveksling, uden glæde.

Her er et råd til, hvordan du kommer til at holde mere af hverdagen. Skab dig et pusterum i løbet af dagen, når det passer dig. Minimum 5 minutter hvor du er alene. Tænk på tre ting i din hverdag, du er taknemmelig for. Vi trænger sommetider til at få øje på det eller dem i dagligdagen, som er værdifuldt for os. Sig tak til Gud for det. Tænk så på tre ting, du synes er træls og svært. Og bed Gud om hjælp til at klare det.

Det er en hjælp til at holde af hverdagen, når vi retter blikket mod højeste sted. Gud giver os dette pusterum, hvor vi kan dele både vores glæder og bekymringer.

Sognepræst Kirsten Münster

Advertisements