Tags

, , ,

Christian de Fine Licht

Desværre skrev Jesus ikke noget selv i Det Ny Testamente, men den ældste forfatter er nok Paulus. Derfor lægger vi stor vægt på, hvordan han forklarer, hvad kristendom er, for så kommer vi tættest på Jesus selv.

Paulus skriver, at hele loven er opfyldt i et eneste bud, at »Du skal elske din næste som dig selv« og et andet sted kaldes det for »Den kongelige lov«. Forudsætningen er, at vi holder os til en og samme Gud hele tiden og elsker ham med hjerte, sjæl og sind. Ellers blev næstekærligheden til byttevare og snusfornuft: man skal være imod andre, som man vil have, at de skal være mod en selv. Sådan en næstekærlighed duer ikke!

At »elske« ikke er noget vi kan slå til og fra, måle og veje eller bytte. Og vi kan aldrig elske nok. Det er umuligt at stille vor næstes behov eller få al vor kærlighed gengældt én til én. Det er anderledes, når forudsætningen er, du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, fordi den kærlighed er noget andet. Den er ikke et bytteforhold.

Men har vi mon gjort det godt nok? Har vi virkelig elsket Gud med hele vores hjerte, sjæl og sind. Eller skulle der mon alligevel være et andet bud i loven, som er større end dette? I en sådan sjælekval er der ikke andet for, end at tro på, at Guds nåde igen er anderledes – at Guds nåde mod mig slet ikke tåler sammenligning med min kærlighed.

»Man skal aldrig sammenligne«, sagde en erfaren ambassadør engang, »for derved er der altid én, der kommer til at stå i et ufordelagtigt lys«. Det gælder også næstekærlighed – når den er kristen formaning, så er gengældelsen ikke at sammenligne med indsatsen. Vi kommer selv til at stå i det allermest ufordelagtige lys, vi kan forestille os.

»Dyd og næstekærlighed«, det var opskriften på et godt kristent liv i gamle dage. Men Virkelig næstekærlighed bliver først til noget, når vi sætter vor lid til Guds nåde og barmhjertighed – og gør det af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vort sind.

Sognepræst Christian de Fine Licht, cfl@km.dk

Advertisements