Tags

, ,

Sognepræst Kirsten MünsterVi er nu vendt tilbage til hverdagen, efter julens fest, familiesamvær og fred.
I bibelens fortælling om Jesus varer julefreden heller ikke ved. Kong Herodes stræbte barnet efter livet, og derfor måtte den lille familie over hals og hoved drage mod Egypten. Guds søn blev altså flygtning. Dermed kom han til at dele kår med de mange, som både før og siden måtte bryde op for at undgå krig, undertrykkelse, vold, hungersnød og naturkatastrofer – eller bare drømmen om et bedre liv. Mange forskellige grunde får mennesker til at bryde op og søge mod det ukendte.
Antallet af mennesker, som opholder sig uden for det land, hvor de er født, vokser kraftigt. På verdensplan er det over 200 millioner. I Danmark har 10 % af befolkningen rødder i et andet land. Nogle af dem bor her i Haderslev, og løbende kommer nye flygtninge til.
Det er primært en opgave for det offentlige Danmark at hjælpe flygtninge til et bedre liv. Men kirken spiller også en rolle. I kristendommen lærer vi at vise gæstfrihed mod fremmede. Jesus, der selv som barn var fremmed i Egypten, identificerede sig siden med samfundets sårbare og udsatte grupper, og han møder os i den fremmede. Vi lærer, at alle mennesker er skabt i Guds billede og har værdi, uanset ens etniske oprindelse, ens religion eller ens evne til at bidrage til samfundsøkonomien. Og vi lærer, at ord skaber, hvad de nævner, og det derfor ikke er ligegyldigt, hvordan vi omtaler hinanden.
Derfor er det meningsfuldt, at kristne i både holdning og handling bidrager til at byde nye flygtninge velkommen til vores land. Og at åbne kirkedøren og inddrage mennesker fra andre kulturer i kirkens liv.
Sognepræst Kirsten Münster

Reklamer