Tags

, , ,

benedikte pedersenDa jeg var barn, boede jeg i en periode i England, fordi min far var tilknyttet Universitet i Cambridge. Når vi var i kirke, var det i den danske kirke i London, og de havde nogle specielle traditioner.
I påsken gik børnene i procession med små kors foldet af palmeblade. Dem viftede man så med for at huske, at sådan blev Jesus også modtaget Palmesøndag, da han red ind i Jerusalem. De små kors var foldet af friske, grønne palmeblade, men de blev gemt næsten et år!
40 dage før påske begyndte man fastetiden med at holde gudstjeneste på det, som kaldes Askeonsdag. Askeonsdag er en fast tradition i den katolske kirke.
Forud for askeonsdag brænder man de små tørre palmekors eller hele palmegrene og asken blandes med olie, så det bliver til en tyk pasta. I forbindelse med askeonsdagsmessen kommer menigheden op til alteret, hvor præsten enten strør asken i håret på menigheden eller tegner et kors i panden på hver enkelt.
Når man bruger asken på den måde, markerer man symbolsk, at mennesket er lavet af jord – altså støv og bliver til støv igen efter døden. Asken minder mennesket om, at det intet kan og intet er uden Gud. Mennesket er bare støv, ja eller aske. Og fordi asken så helt konkret stammer fra påske året før, så bliver der dannet en klar linje mellem askeonsdag og påske, mellem faste og fest.
Mit lille kors fra palmesøndag 1968 i den danske kirke i London kom nu hverken i håret eller panden på nogen det følgende år, for min mor gemte det lille kors. Hun tog det med som en lille souvenir og det gik støvets gang ikke i en kirke, men blev slidt op som bogmærke i de mange pigebøger om Sussi og Rødtop, som jeg siden læste, men det er en anden historie.
Sognepræst Benedikte Boch Pedersen

Reklamer