Tags

, ,

Endnu en gang diskuteres det i folketinget, hvor stor en rolle kristendommen må spille i skolens undervisning. Parløbet imellem folkeskole og folkekirke fylder i år 200 år. Skolen var i mange år kirkens forlængede arm og når vi her i landet er et homogent og døbt folkefærd er det måske i højere grad skolens end kirkens fortjeneste. Sådan er det ikke mere!

Det overordnede mål med skolen er livsoplysning og livsduelighed. I den sammenhæng burde det være en selvfølge, at forberede eleverne på, at vi alle kommer i situationer, hvor vi er afmægtige og skrøbelige og hvor det at folde hænderne er en mulighed for både tvivlere og troende.
Vi har en glimrende folkeskolelov og generelt en glimrende folkeskole, der i højere grad end i mange andre lande formår at forberede vores børn på fremtiden, også i en mere globaliseret verden. Langt de fleste forlader skolen som kreative, selvstændige og fagligt velfunderede. Blot er verden mere end faglighed og kreativitet og langt mere end vi selv kan styre.

Langt de fleste af os (80 – 85 % af befolkningen) har valgt at lade kristendommen være ramme om livet og døden. Og selvom vi som forældre og faddere påtager os opgaven med, at oplære i den kristne tro, er det ikke os alle det lykkes lige godt for og vi er mange, der gerne tager imod en hjælpende hånd fra skolens side. Selvom døden stadig er tabu for mange er den alligevel en realitet for os alle og vi skal i fællesskab have redskaber til at håndtere de tab, vi naturligt kommer ud for.
Når vi er ude af os selv af lykke eller ulykke tager ritualerne over. Når vi ikke længere selv er herre over situationen skal andre sætte ord på, og der skal vi bruge salmer og Fader Vor. Når mormor dør skal vi kunne synge med, og vi skal kunne vores bøn og have et ”efter-tænksomheds-fundament ” – en personlig ballast, der rækker videre end det gloser og formler kan klare.

Folkeskoleloven vil mere end at gøre vores børn til nysgerrige forbrugere. Den fordrer fordybelse og eftertanke. og lægger op til spørgsmål om, hvem vi er og hvorfor. Derfor er kristendommen helt central og vi svigter vores børn ved ikke at gøre Fader Vor til en selvfølge. Vi kan vælge bønnen dagligt eller ugentligt, men at vælge den fra, er at give vores børn sten i stedet for brød og svække deres livsduelighed.

Rasmus Hejsel
Menighedsrådformand Gl. Haderslev kirke

Reklamer