Tags

, , ,

For en måneds tid siden kunne man i TV opleve en bispevielse fra Haderslev Domkirke med stor pomp og pragt. Der var kongelige gæster – der var nykomponeret musik – der var gæster fra ministeriet – der var alle byens og egnens og spidser – og bagefter en stor reception i teltet på Gravene.
Jamen, skal vi ikke spare? Behøver det virkelig være så flot og så stort?

Henning WehnerNej, det behøver det ikke.
Vi behøver heller ikke male væggene i vore stuer – og vi behøver heller ikke nyt og fint tøj. Der er meget, vi kunne undvære – sådan som mange af jordens mennesker må undvære næsten alt.
Men hvor ville livet blive glædesløst og fattigt!
Det samme gælder jo kirken. Vi behøver da ikke bruge så mange penge på at udsmykke kirken og holde den i tip-top stand.
Men hvor ville det blive mistrøstigt!
Hvis man var i DDR for 30-40 år siden, så kunne man i store byer finde rækker af højhuse, der var bygget efter devisen: det behøver ikke være flot. Og hvor blev man trist til mode, når man så det som turist – og tænk så på alle de mennesker, der var tvunget til at bo der!
Vi har brug for højtider og for fester. Vi har brug for almindelige dage og særlige dage, der tydeligt skiller sig ud fra andre – og vi har brug for skønhed og omhu.
Når vi fejrer gudstjeneste, så dækker vi alteret med en fin hvid dug. Vi tænder store, smukke stearinlys. Vi benytter gyldne alterbægre og kande af fint sølv. Vi skaber skøn musik. Og vi gør os umage.
Gudstjenesten skal løfte sindet – løfte vores hoved op – så vi ser andet og mere end lige jorden foran vores fødder. Løfte os, så vi ser skønheden – ser de andre – ser Guds spor i verden.
Og så må vi finde nogle andre steder at spare, så vi kan få økonomien til at løbe rundt.
For tro kræver også ansvarlighed.

Henning Wehner
sognepræst i Haderslev Domsogn

Advertisements