Tags

, ,

Sognepræst Kirsten MünsterDer gror ikke mos på mine tårekanaler. De er jævnligt i brug. Når jeg ser en romantisk eller sørgelig film – selvom jeg prøver at skjule det for familien, som morer sig over at mor nu igen tuder. Når jeg møder andre menneskers livsfortælling. Når jeg lytter til smuk musik. Så står øjnene i vand. Selvom jeg synes det er flovt og jeg ikke er vild med det sentimentale.

Det var min skræk, da jeg begyndte som præst. Tænk om jeg skulle hulke mig gennem alvorlige begravelser og være en uduelig præst for familier i sorg. Nu mange dødsfald senere ved jeg, at man som præst hverken kan eller skal være uberørt at sit arbejde. Men også at præstekjolen, embedet og ordet om Gud bærer mig. Man må altså gerne dele sorgen med de sørgende, men samtidig skal en opgave løses: at tale om sorg og savn og om opstandelse og håb.

I bibelen fortælles det at Jesus græd ved sin ven Lazarus grav. Guds søn græder med de grædende og deler sorgen med de sørgende. Det er der trøst i. Det viser, at Gud ikke er fjern og ligeglad, men han er berørt at vores liv.

Derfor gør det ikke så meget, at tårerne også kommer til os, når vi møder sorgen. Det er udtryk for, at vi berøres af hinandens liv. Og langt hellere det, end at vi er kolde og ligeglade.

Sognepræst Kirsten Münster

Advertisements