Tags

, , , , , ,

benedikte pedersenVi har alle sammen brug for helte – forbilleder. Jeg har flere, og skifter lidt ud engang i mellem. Helte som Lech Walesa. Nelson Mandela og Desmond Tutu. De er helte i mit liv, fordi de har kæmpet for en sag. Da de vandt og kom til magten, valgte de at gøre noget andet end det nemmeste. De havde f.eks. selv oplevet undertrykkelse af værste skuffe i apartheidstyrets dage, og da de selv fik rorpinden, var en rigtig sydafrikaner ikke kun sort.

På vores hjemlige breddegrader er 2 af mine helte kvinder. Til de største hører den norske og fantastiske forfatter Sigrid Undset og hendes danske diametrale modsætning Thit Jensen. På hver sit felt uglesete og rabiate rappenskralder på en måde, så det kun kan kalde på respekt. Sigrid kæmpede for retten til at være både sanselig kvinde og mor i både industrialiseringens tid og i troen. Thit kæmpede for prævention og kvinders ret til at være mere end fødemaskiner. Det er ikke nok at gå med rumpen i vejret og luge rødbeder, for så er man gravid, når man retter sig op! Begge blev de berømte og begge gjort til grin for deres kamp for kvinders rettigheder som mødre og ligeværdige mennesker.

En sidste helt personlige helt i mit liv er Hans Øllgaard, tidligere biskop på Fyn. Han vovede at ordinere de første 3 kvindelige præster i 1948. Heller ikke den beslutning var populær. 1/3 af alle præster i kirken truede med at smide præstekjole og krave, hvis kvinderne blev ordineret.  Øllgaard stod fast, fordi modstanden mod kvindelige præster er en tabersag. Både fordi Luther taler om ”det almindelige præstedømme” – vi er alle præster, og fordi det er i strid med den lutherske kaldelsestanke: det er menigheden lokalt som kalder præsten. Embedet er ikke afhængigt af, hvem præsten er.  Man går i kirke og ikke til præst.
I år er det 100 år siden Øllgaard tog sin teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet. Den blev til glæde for ham, mange andre og for historien om mit liv.

Sognepræst Benedicte Boch Pedersen

Advertisements