Tags

, , ,

Rasmus HejselI disse måneder overvejes, blandt kirkeligt interesserede – der ikke er bange for mange ord, hvordan styringen af vores folkekirke kan moderniseres udvendig og indvendig og i den sammenhæng, hvorvidt der skal etableres nye organer – med rod i folket, måske.

Boende i en landsby, hvor alle er døbte, mange er troende, få går i kirke og ingen har betænkeligheder ved, hvad der egentlig foregår overordnet i kirken, må det være på sin plads, at overveje sin legitimitet som valgt menighedsrådsmedlem. Hvor langt den strækker.

Generelt er menighedsrådsarbejde ikke et tilløbsstykke. Mange råd er selvsupplerende. Rigtig mange medlemmer er mere eller mindre presset af, at ingen andre har lyst til at tage over og stemmeprocenterne ved de få steder, der gennemfører valg, er særdeles beskeden og i gennemsnit omkring 15 %. Og en analyse af gennemsnitsalderen i rådene gør dem ikke bedre som folkets røst.

Der er flere forslag til sammensætning af et folkekirkeråd: De skal afspejle lægfolket geografisk og får stifterne som valgdistrikter, have de kirkelige organisationer med fra landsplan og derudover have præsentation af gejstlige medlemmer i alle rækker. Faren er, at de undervejs i valgprocedurerne mister den spinkle demokratiske legitimitet og uundgåeligt vil fjerne sig fra folket.

Folkets røst i folkekirken skal derfor nødvendigvis komme fra folketinget, med passende tilbageholdenhed fra ikke-medlemmer af kirken og med en mere afklaret rollefordeling imellem minister og biskopper. Og biskopperne skal i langt højere grad end nu lytte til folket og være forpligtet på i fællesskab ”at låse teksten”, når det drejer sig om de indre anliggender. Og så spørge lokalt om resten.

Rasmus Hejsel – Menighedsrådsformand Gl. Haderslev kirke

Advertisements