benedikte pedersenOm onkel Danny med de mørke negle og sans for lyse engle.
Det fortælles om Dan Turell, at da han var dreng og gik i skole i Vangede, havde han en skelsættende oplevelse. Til en morgensang på Bakkegårdsskolen blev der sunget Ingemann og Weyses: ”Lysets engel går med glans”. Dan Turell fik siden sorte negle, karseklippet hår og eksperimenterede med både alkohol og stoffer. Men den morgen i fællessalen på Bakkegårdsskolen, hvor der blev sunget: Lysets engel går med glans gennem himmelporte, var han ikke høj på andet end Weyse og Ingemann. Det var så smukt, synes den meget unge Turell. Han besvimede lige midt fællessalen og måtte bæres ud i frisk luft. Høj på Ingemann og Weyse – det var det smukkeste, han nogensinde havde hørt i arbejderforstaden Vangede som i Vangede billeder.
Da jeg læste på universitet i Århus, var det vigtigt, at man var akademisk og klog, akademisk og klog og så lige for en sikkerheds skyld: klog igen. Det betød, at Ingemann og Weyse ikke var god stil. Så vi havde trange kår, os der ikke kunne sige noget klogt om det, men bare føle dybt i os selv, at det var sandt og smukt og rigtigt, det der stod i Ingemanns morgen og aftensalmer. Vi sagde ikke så meget, slet ikke når der blev sunget Grundtvig, Brorson og Kingo med alvorlige ord og tunge melodier.
Ingemann med sine fine ord som: solfugl, himmelport, Vesterled, strålekrans, stråleflor, søndagssol, engel, strålestøtte, rosensky og forklaringskyst. Hans fine poesi kom aldrig i det fine selskab. De fine ord holder måske ikke teologisk hele vejen, men det er ord, som har talt til mig hele mit liv, og det var de ord, som fik Dan Turell til at besvime i Vangede. Ja, de er med rette højt elskede og skattede salmer – ikke kun af mig.
Nu hvor efteråret er fuldt i gang og vinteren banker på, vælger jeg at gemme mig under kærlighedsvingen, som skjuler mig, mens jeg kommer til mig selv og venter på sol og lys og varmere tider.
God efterårsferie.
Benedikte Boch Pedersen, Gl. Haderslev kirke.

Reklamer