Jakob Damm KnudsenEn præst fra Trinitatis Kirke i København har et problem. Hun møder ofte mennesker, som ikke er medlemmer af kirken, men som ønsker at blive det.
Det er jo ikke i sig selv et problem, men problemet opstår fordi de synes, det er for voldsomt et skridt at blive døbt. Og der er altså ikke andre muligheder, hvis man vil være medlem af Den Danske Folkekirke. Når præsten spørger dem, hvorfor de ikke vil døbes, fortæller de, at dåben er en bekendelseshandling, som de mener, de skal kunne “stå inde for”. Dermed bliver det for stort for dem, for kan man nu det? Og kræver det ikke, at man siger ja til “hele pakken”? Dåben er altså blevet en hindring for, at de vil melde sig ind.
Jeg tror problemet er et andet. Vi er begyndt at tænke forkert om dåben. Måske er det, fordi vi er blevet vant til, at man selv skal vælge så mange ting i livet. Vi tror, at dåben handler om, at vi skal sige ja til hele pakken med Gud, troen og treenigheden. Men det skal man altså ikke.
Netop barnedåben viser os, hvordan dåben skal forstås. Dåben er Guds store JA til os. Hans store JA betyder, at han elsker os og vil følge os hele vejen gennem livet og ind i døden. Det lille barn, som bliver båret op til døbefonten, kan ikke engang sige ”ja” selv. Det må andre gøre på barnets vegne. Det illustrerer fint, hvor lille et ja det er. Menneskers ja er nærmere et ”ja tak”. Et ja tak til Guds store JA.
Derfor burde det ikke være så angstprovokerende at skulle sige ja, for vores ja er slet ikke så vigtigt. Der er perioder i vores liv, hvor vi stoler fuldt og fast på, at Gud findes, og på andre tidspunkter fylder tvivlen os. Sådan er det at være menneske. Heldigvis forandres Guds store JA ikke. Det JA får vi i dåben. Så næste gang du møder et menneske, som ikke vil døbes, fordi det er alt for meget at sige ja til så fortæl, at vores ja ikke betyder så meget.
Guds JA er det vigtigste!

Sognepræst Jakob Damm Knudsen, Gl. Haderslev

Advertisements