»Man behøver ikke høre efter hele tiden« – om gudstjenesten

For nogen tid siden holdt en præst en aften med åbent hus i kirken og på kirkegården. Der var lejlighed til for de lokale at høre, hvad der egentlig skete med bygningen – med kirkegården og med gudstjenesten.
Og bagefter var der en ung pige, der gav udtryk for, at hun var glædeligt overrasket over at høre præsten sige, at man ikke behøvede at høre efter hele tiden under gudstjenesten. Hun opdagede ved den lejlighed, at man faktisk godt kan møde op til gudstjenesten uden bagefter at skulle kunne referere, hvad hun havde set og hørt.
Hun kunne faktisk med god samvittighed blot være til stede for – måske at nyde orgelet – eller glæde sig over at synge – eller blot sidde i egne tanker.
Vi er så vant til at evaluere og vurdere en oplevelse. Hvad har vi fået ud af det? Hvad oplevede vi – hvad gav det os?
Til gudstjenesten er det anderledes – her bliver man ikke krævet til regnskab – her stilles der ikke krav om at kunne give et præcist referat eller en anmeldelse. Nej, her kan man nøjes med at VÆRE.
Dermed er ikke sagt, at gudstjenesten ikke vil noget med os. Som menighed vil vi da gerne opbygges – glædes – formanes – udfordres – afsløres – opmuntres, men vi får ikke stukket et skema i hånden ved udgangen:
Var dagens gudstjeneste
A) meget opmuntrende B) lidt opmuntrende C) slet ikke opmuntrende?
Var dagens prædiken
A) Meget spændende B) lidt spændende C) totalt kedelig?

Nej, kom og lyt! – og fortaber du dig i egne tanker, eller går du i stå ved et af de første ord, du hører, eller den første melodi, du synger med på – så gør det virkelig ikke noget. Gudstjenesten er jo åben for os alle!

Henning Wehner
Sognepræst i Haderslev Domsogn